Radiofoni

Jeg kastede mig tidligt over lydmediet og radio, da jeg havde arbejdet med lyd i musikken og snart fandt unikke forestillingsmuligheder i dette medie. Det første radio-program var “Et portræt af Van Morrison”, en times magasin, som blev sendt på P3 i 1982.

Uge-Revyen i DR

Under uddannelsesforløbet blev det til et mere fast freelance forløb med mange indslag til Uge-Revyen 1983-85. Det startede med et indslag fra Nordisk Fredsmøde i Göteborg og blev siden til alt fra Gert Bo Jacobsens boksekamp mod Zendin med smask og fnys over demonstration imod Reagans krigsliderlighed overfor Nicaragua med brug af gryder og skeer, indslag om Ekstra Bladets skolefodboldturnering og kvindefrigørelsens udbredelse i Glostrup til hjemtransporten med det offentlige nytårsnat, mavedans og mange andre radiofoniske reportage-indslag.

Nørrebro Radio

Trangen til at lave radio fik jeg yderligere indfriet på Nørrebro Radio, hvor der var frit slag i bolledejen. Her lavede jeg sammen med Tine Buch en del magasiner på NR. Marathonudsendelsen Melodi Grand Kix på otte timer kulegravede Melodi Grand Prixet 1984, som jeg også skrev et kritisk Vindue om i Ekstra Bladet med nogle af udsendelsens afsløringer af urent trav. I udsendelsen blev de frasorterede MGP melodier spillet og deres indsendere og medvirkende samt DR-ansvarlige interviewet. Det kom der en del ravage ud af. Jørgen de Mylius blev herefter i DR frataget sin ledende rolle på området i en årrække og skrev hadefulde indlæg imod afsløringerne. Afslutningsvis førte det til, at pladeselskabet Telaeg tilbød Nørrebro Radio at udgive en maxi-EP med sange, som NR pegede på. Det blev til pladen “Byens Lyd”, som Tine Buch og jeg redigerede.

Natredaktionen på P3

Den undersøgende journalistik på Nørrebro Radio førte til en invitation til at være med som freelance-reporter på DRs nye aftenprogram på P3 Natredaktionen, hvor jeg havde en række indslag.

Efter en reportagetur til Filippinerne i 1985 lavede jeg et magasin-program “Pinoy Rock” om ørigets musik. Det gav så adgang til forskellige magasin-programmer og indslag i DRs Verdensmusik.

I 1986 fik jeg et halvt års fast freelance for Familiespejlet på P1 og producerede ni halvtimes udsendelser, herunder “Fra offer til gerningsmand”, “Ungdom, vold og alkohol” og om “Poesifestivalen i Oslo”, hvor jeg interviewede Piet Hein, Pia Tafdrup, Göran Tunström, Tomas Tranströmer og Einar Mar Gudmundsson. Men også en udsendelse om LO’s forslag til en pensionsreform.

 

Skriv hvad du kunne tænke dig at få gjort.
Skiftende videoer